Der er en direkte sammenhæng imellem stress og glemsomhed. Det er alment kendt og noget jeg garanteret ikke er den eneste der slås med. Men det gør det ikke mindre træls at gå og bøvle med. Hos mig kommer det sådan snigende, sammen med alle de andre symptomer på stress, som jeg kender alt for godt. Jeg sover rigtig dårlig når jeg er stresset. Jeg kan gå i seng i god tid, for så at ligge og vende mig rundt og rundt i en evighed. Der kommer altid de samme ting op, som gør at jeg ikke kan falde i søvn. Først er det “jeg skal på toilettet” symptomet, hvor jeg tisser hele tiden, eller tror at jeg skal. Så er det “jeg ligger dårligt” symptomet, hvor jeg synes at jeg ligger vildt dårligt, uanset hvordan jeg vender. Men i virkeligheden er det fordi at jeg ikke har ro i hovedet. Tankerne fra den travle dag på jobbet, og alle de opgaver jeg burde have lavet, kører rundt i hovedet på mig. Jeg får alle mulige idéer til hvad jeg skal den næste dag og kan ikke lægge dem fra mig igen. Et andet tegn på stress, er at jeg får tics omkring det venstre øje. Det er altid det venstre, og det er voldsomt irriterende. Og nå ja, så er der det med at glemme. Jeg kan glemme de mest basale ting når jeg er stresset. Ligefra hvor jeg har lagt mine nøgler, til at glemme at betale kontingent til Min A-kasse, eller at glemme andres fødselsdag.





